•  1-3 dages levering 
  •  Fragt 39 kr. 
  •  Gratis fragt ved køb over 499 kr.

Guide: Sådan vælger du den bedste løbesko | Ligasport.dk

Guide: Sådan vælger du den bedste løbesko

 

Er du nybegynder inden for løb? Eller trænger dine gamle løbesko til en udskiftning? Det kan være lidt af en jungle at finde de rigtige løbesko. Vi har derfor samlet en guide til, hvordan du vælger de rigtige løbesko. Læs med her, og bliv godt klædt på til at finde de rigtige løbesko.  

Valg af løbesko afhænger af din løbestil

Når vi snakker om løb, findes der forskellige løbestile. Løbestilen siger noget om, hvordan dine fødder bevæger sig, når du løber, og hvordan du rammer underlaget. Det er vigtigt, at du får præciseret, hvad din løbestil er og netop finder den bedste løbesko, der understøtter din løbestil. 

Ender du med en løbesko, der ikke passer til din løbestil, vil du tydeligt kunne mærke det, når du er ude at løbe. I værste tilfælde kan du ende med at få skader. 

Overordnet er der tre løbestile. Disse er pronation, neutral og supination. Vi giver dig her en guide til de forskellige løbestile, og hvad du skal være opmærksom på, når du skal finde den bedste løbesko, der passer til din løbestil. 

Løbesko til overpronation

Er din løbestil kendetegnet ved overpronation, vil du have en tendens til, at dine fødder falder meget indad, når du løber. Det vil især være dine hæle og dine ankler, der bevæger sig indad, mens det forreste af din fod vil pege mere udad. 

Kigger du blandt andet på et par gamle løbesko, vil overpronation vise sig ved, at dine sko er mest slidte ved det yderste af hælen og den inderste del af forfoden. 

Når du skal finde løbesko til overpronation, er der flere ting, du skal være særligt opmærksom på. Først og fremmest skal der være en form for bremseanordning, der støtter dine fødder bedre, således du ikke får skader. Det kan for eksempel være med en pronationskile eller lignende, der er placeret på indersiden af midtersålen. 

Gå også efter en løbesko til pronation, der har en fast kilehæl. Det giver mere støtte til hæl og ankel. En god støtte i overdelen er også en fordel. Løbeskoene skal dog stadig være fleksible.

Løbesko til supination

Når du har en løbesil, der er kendetegnet ved supination, vil du typisk lande på ydersiden af din fod og foretage et tvist i din ankel for at stabilisere. Kigger du på et par gamle løbesko, vil der være et tydeligt slid på ydersiden af dine sko, hvilket er en klar indikation af, at du skal have løbesko til supination. 

Løbesko til supination er først og fremmest kendetegnet ved, at det skal være stødabsorberende løbesko. Der skal derfor være godt med støddæmpning. Det vigtigste er, at du ikke vælger et par løbesko til overpronation. De vil have den modsatte virkning på din løbestil, og du vil derfor have en stor tendens til at få skader. 

Løbesko til neutral

Det er nok ikke overraskende, at en neutral løbestil hverken vil være overpronation eller supination. En neutral løbestil er kendetegnet ved, at din fod falder naturligt indad, uden din ankel ender i ubehagelige vinkler. Det betyder, at trykket bliver fordelt ud på størstedelen af foden i stedet for at være centreret til bestemte steder. 

En neutral løbesko vil typisk have den samme hårdhed i hele mellemsålen. Det sikrer, at der ikke bliver presset unødigt fra den ene eller den anden side. Derudover er en fast hælkappe også at foretrække. 

Vil du have en løbesko, der passer til din løbestil? Tjek Saucony løbesko ud, hvor der er varianter til forskellige løbestile og løbeformål.

Vælg den bedste løbesko, der passer til formålet

Løbestilen er ikke det eneste, du skal tage højde for, når du skal finde den bedste løbesko. Formålet med dit løb har også en stor betydning for dit valg. Der er for eksempel stor forskel på valg af løbesko, alt efter underlaget du primært skal løbe på. 

Du får her en guide til løbesko til forskellige formål, og hvad du skal være særligt opmærksom på. 

Løbesko til træning 

Træningsskoen er den, du bruger, når du træner dit løb. For mange vil det derfor være en sko, der bliver brugt forholdsvist regelmæssigt. Overordnet skal løbesko til træning give noget stabilitet og samtidig være solide. Dette er tilfældet, uanset hvilken løbestil du har. 

Et godt råd er, at du vælger at have mere end ét par løbesko til træning, hvis du træner mere end to gange om ugen. Det sikrer dig en vis variation, således du ikke belaster det samme område af fødderne og anklerne, når du er ude at løbe. Du kan på den måde minimere forekomsten af skader. 

Løbesko til konkurrencer

Deltager du regelmæssigt eller fra tid til anden i løbekonkurrencer, er det en fordel at have en løbesko, der er fuldt dedikeret til konkurrencer. Valget af løbesko til konkurrencer vil variere efter, om der er tale om korte eller lange distancer. 

Mange vælger dog at gå med en letvægtssko. Det er dog typisk for de løbere, der har fart på under en konkurrence. Vi taler typisk om en tid på under 2 timer og 40 minutter for et maraton og 1 time og 20 minutter for et halvmaraton. 

Dette skyldes, at du går en smule på kompromis med flere komponenter for at kunne skære ned på løbeskoens vægt. Det er blandt andet støddæmpning og støtte, der bliver minimeret. Denne lette sko kan dog gøre det mere overkommeligt at komme igennem konkurrencen, da skoene ikke vil tynge fødderne ned. 

En letvægtsløbesko kan være en rigtig god konkurrencesko for mange. Overvej dog nøje, om det også passer til din løbestil. 

Løbesko til natural running

Natural running refererer til, at man løber med meget simple og lette sko. Nogle betragter det som fornemmelsen af at løbe i bare fødder. Det kræver en vis teknik at kunne løbe på denne måde. Griber du det rigtigt an, kan det dog være en fantastisk måde at få nogle kilometer i benene på. 

Overordnet sigter man efter at lande på hele foden i stedet for udelukkende på den bagerste del af foden. For at fremme denne teknik kan du med fordel benytte et par løbesko med lavt hældrop. 

Hældroppet er forskellen mellem højden på mellemsålen ved hælen og ved forfoden. Med et lavt hældrop vil der derfor nærmest være lige stor højde på mellemsålen ved hælen og ved forfoden. 

Derudover er det vigtigt, at din løbesko til natural running er fleksibel. Det skal fremme den naturlige måde, dine fødder bevæger sig på, når du løber. 

Løbesko til trail running

Trail running, også kaldet terrænløb, er løb, der foregår i alle former for terræn. Terrænløbere bevæger sig typisk ud i naturen, hvor det kan være lidt mere udfordrende at løbe. 

Når du skal vælge en løbesko til terrænløb, er et godt greb i underlaget afgørende. Det skal sikre, at du bedre kan stå fast, når du løber i forskelligt terræn. Gå derfor efter en løbesko med et knoppe-system på ydersålen. 

Derudover er overdelen typisk mere tæt, således der ikke slipper småsten og lignende ind i skoene. Du kan med fordel også vælge en løbesko til trail running, der er udstyret med ekstra beskyttelse i overdelen og ved snuden, således dine løbesko ikke går i stykker, når du støder ind i sten og krat. 

Der findes mange forskellige former for trail running, hvorfor udvalget af løbesko til formålet vil variere en del. Der vil for eksempel være stor forskel på, hvordan skoen er bygget op, alt efter om du foretrækker at løbe på klipper, i mudder eller i en helt tredje form for terræn. 

Gå derfor efter en løbesko, der er tilpasset lige præcis den form for trail running, du foretrækker. 

Sørg for den nødvendige plads i skoene

Størrelsen på dine løbesko er en afgørende faktor for, at du får den bedste løbeoplevelse. Selvom du har fundet den rigtige løbesko, der passer til din løbestil og løbeformål, kan den forkerte størrelse ødelægge hele oplevelsen. 

Når du skal finde den bedste løbesko i den rigtige størrelse, er det vigtigt, at den sidder tæt nok, så du får den optimale støtte. Skoen må dog heller ikke sidde for tæt, da det kan føles ubehageligt, når du kommer i gang med at løbe. 

Når du løber, vil du ofte få varme fødder, hvilket kan gøre, at de hæver en smule op. Der skal derfor være plads til, at dine fødder kan hæve lidt op, uden det bliver ubehageligt. 

En tommelfingerregel er, at der skal være 0,5-1 centimeters luft fra din forreste tå og ud til spidsen af skoen. 

Generelt er løbesko lidt små i størrelserne. I mange tilfælde kan det derfor være en god idé at gå en halv eller en hel størrelse op i forhold til, hvad du plejer at bruge i dine hverdagssko. 

Har du fundet de rigtige løbesko, men endnu ikke kommet ordentligt i gang med at løbe? Læs om, hvordan du kommer i gang med den gode løberutine her.