•  1-3 dages levering 
  •  Fragt 39 kr. 
  •  Gratis fragt ved køb over 499 kr.

Hvem er Liga Sport? Læs historien i indlægget her.

 

 

Hvem er Liga Sport? Læs historien her 

Til dagligt arbejder jeg, Torben Elmertoft, som vikar inden for social- og sundhedsområdet, men min fritid bruger jeg gerne på min familie og min helt store passion: sport samt tøj og udstyr hertil. Det gør jeg blandt andet gennem den webshop, som du lige nu befinder dig på – nemlig Ligasport.dk. 

Liga Sport løber i familien

Det hele startede i Ringkøbing for flere år siden, da jeg sammen med min far Bjarne Elmertoft og to andre samarbejdspartnere fra fodboldverden startede webshoppen Liga Spor. Der gik dog ikke længe, før de to samarbejdspartnere gik ud af aftalen, og derefter var det blot min far og jeg. 

I 2017 døde min far, og jeg besluttede mig herefter for for alvor at følge drømmen om at forhandle sportstøj og sportsudstyr. Derfor genoptog jeg arbejdet med Liga Sport selv. Det inkluderede et helt nyt design til webshoppen samt en markant udvidelse af vores sortimentet. 

Selvom Liga Sport ikke er mit fuldtidsarbejde, brænder jeg for denne her webshop. Derfor lægger jeg også rigtig mange kræfter i at sikre mine kunders fulde tilfredshed. Lige nu er det primært mig, der styrer webshoppen, men heldigvis får jeg også hjælp af min søde datter Teresa. 

Lige netop dette har ugeavisen Ringkøbing skrevet meget mere om, og du kan læse om mit og Teresas arbejde i deres artikel:Far og datter bag fælles firma 

Sådan startede Liga Sport

Min passion for sport startede allerede, dengang jeg var ung. Tilbage i 1977 var jeg selv atletikudøver og trænede på livet løs på Ringkøbing Atletikstadion. I 1981 startede jeg også som træner i klubben i Ringkøbing. Dengang var det ikke let at få pigsko i området, og derfor begyndte jeg selv at importere pigsko. I den forbindelse spurgte nogle af mine kammerater, om ikke jeg kunne skaffe sko hjem til dem også – og det var i store træk begyndelsen på Liga Sport.

Jeg begyndte med tiden at importere flere forskellige ting inden for sportens verden. I starten tog jeg meget ud til atletikstævner for at sælge udstyret, og det gør jeg sådan set stadig den dag i dag. Ser du derfor en mand sælge pigsko til dit atletikstævne, kunne det meget vel være mig. Så må du endelig hilse på. ;-)

Siden 2017 er der kommet flere og flere ting til webshoppen, også udstyr til mange andre sportsgrene end atletik. Det har altid været meningen, at der både skulle forhandles tøj og udstyr til private, men også til klubber. Det er blandt andet derfor, du finder gode mængderabatter på meget af shoppens udvalg. Men de gode priser gælder dog også, selvom du bare skal have noget til dig selv. For eksempel finder du hele ID Identity-sortimentet på Liga Sports webshop. Et brand, som er kendt for kvalitet til en fair pris. Det er en værdi, som værdsættes hos Liga Sport. 

Men hvem er Torben Elmertoft?

Jeg har boet i Ringkøbing i rigtig mange år, og jeg bor her også sammen med min familie i dag. Derfor er Ringkøbing også stedet, hvor Liga Sport har sit lager. Til dagligt arbejder jeg som vikar inden for social- og sundhedsområdet for Carelink. Tidligere har jeg blandt andet arbejdet 13 år hos Vestas i Ringkøbing. Jeg var og er utrolig glad for mit arbejde, men sport har dog altid været min store passion. Det er derfor, at jeg de seneste år har lagt en stor del af min energi i netop Liga Sport. 

Læs mere om Liga Sport og vores nye lokaler i Ugeavisen Ringkøbing.

Som erfaren atletikudøver er jeg i stand til at vejlede børn og voksne i deres valg af sko og udstyr, og det gør mange brug af, når jeg eksempelvis er ude til stævner. Jeg er da også stadig formand for atletikafdelingen, men har desværre ikke tid til at være træner i så stort omfang som tidligere, da Liga Sport tager meget af min tid. 

Men det er heldigvis helt okay, for jeg er helt vild med arbejdet med shoppen.

Hvad kan man forvente, når man handler hos Liga Sport?

Hos Liga Sport kan du forvente at finde nogle andre mærker, end dem du nødvendigvis finder hos de store forhandlere. For eksempel forhandler vi det amerikanske mærke Saucony, som både producerer løbesko og pigsko i højeste kvalitet. Derudover finder du det polske mærke Polanik, det italienske mærke Max Sport tøj fra Geyser og meget mere. Fælles er dog, at alle de mærker, vi forhandler, er nøje udvalgt med øje for kvalitet, funktionalitet og pris. 

Når du handler hos Liga Sport, kan du desuden forvente at få en god, høflig og grundig service. Jeg gør altid, hvad jeg kan, for at gøre mine kunder glade og tilfredse. Derfor står der også på Liga Sports side Om os, at vores kunder er meget velkomne til at ringe, hvis der er spørgsmål til nogle af varerne på siden, eller hvis der skulle være ønsker til, at vi får en helt anden vare hjem til dig.

Hvis du har spørgsmål eller feedback, kan jeg kontaktes på e-mail ligasport2017@gmail.com, hvor jeg altid svarer så hurtigt som muligt. 

 

Besøg Liga Sport på Facebook, hvor du kan følge med i, hvad vi går og laver, hvornår vi besøger et atletikstævne nær dig og meget andet – alt, du skal gøre, er at give siden et Synes godt om.